David Gilmour 11/3

Det var med stor forventning - og en lille smule frygt - at vi satte snuden mod Hamborg. Efter koncerten med Springsteen må det erkendes, at der var en smule skepsis ved begrebet "solo". Omvendt var vores forventninger trods alt, at det ikke var helt solo - men at der trods alt var band på - og hvilket band.

Ud over David selv var Rick Wright fra det oprindelige Pink Floyd. Fra det "nye" Pink Floyd (MLOR og PULSE) var Guy Pratt og John Carin, ligesom den oprindelige "Pink Floyd" saxofonist Dick Parry var en fast del. Disse var så suppleret af Phil Manzanera (tidligere Roxy Music og nu næsten nabo til David) samt trommeslageren  Steve DiStanislao (Bl.a. David Crosby Band). 

Vi ankom til CCH klokken 19:52 (efter bøf og rødvin), var på pladsen 19:58 og koncerten startede ca 20:06 - ikke de store dikkedarer - bare i gang....

1 sæt: Ny CD

Hele koncertens første del var helliget den nye CD. Efter at vi kun havde haft muligheden for at høre den i 4 dage inden koncerten, stod den stadigvæk som relativt ukendt - og vel også vurderingsmæssigt som en meget stille CD i forhold til tidligere. Man må dog bare overgive sig og erkende, at David er en gudbenådet guitarist, og en del ekstra guitarspil gjorde musikken meget mere levende en CD'en i første omgang virker (og det har faktisk hængt ved CD'en senere).

Desuden oplevede vi trods alt 2 nye ting: David spillede selv sax (og det lød faktisk OK) - og så sang vi (3 danskere) fødselsdagssang for David (hvorefter han på tysk kvitterede med et: "ausgezeichnet" - ikke så godt :-) ).

Stærkeste nummer i første halvdel var helt sikkert "Take a breath", som rent faktisk var "breathtaking" i udførsel med masser at power, super lyd og et rigtigt fedt lysshow.

2 sæt: WOW

Hele sidste sæt bestod af gamle Pink Floyd og Syd sange. Det blev åbnet med "Shine on" i en udførsel, som var en blanding af den oprindelige guitarføring og så de stille sang passager, som David første gang lavede til Meltdown koncerten - smukt og enkelt - verdens flotteste stykke musik.

Herefter "Wot's....Uh the deal" fra Meddle (nok en lille overraskelse) og "Rick Wrights" "Wearing the inide out" - sunget i samme "klokken 4 om natten i en tilrøget bar stemning" som på Division Bell.

Så fulgte en Dark Side of the Moon del med Breathe/Time og Breathe reprise - super musik. Den gode stemning og den store spilleglæde kunne tydeligt ses - og mærkes - ikke mindst da David rent faktisk satte sig til slide guitaren - men der ingen lyd kom, da han havde glemt at tænde for pedalen. Han rejste sig, gik frem og tændte, grinede lidt til de andre, dirigerede lidt - og så kørte han videre som om intet var hændt.

Dominos havde jeg gerne set i det lidt mere stille 1 sæt - men hvilken afslutning: Først en kanon udgave af high hopes, hvor David afsluttede nummeret med skiftevis slide og akustisk guitar - trukket langt ud og dæmpet mere og mere mens salen bare var totalt stille - ufatteligt smukt.

Og så.... koncertens absolutte højdepunkt. En ca. 20-25 minutter lang udgave af Echoes. ALT klappede - en kanon lyd, et fantastisk lysshow og en energi uden lige - det var simpelthen det bedste live nummer i årevis - ingen over !!

Efter dette blev folk ikke længere siddende. De bageste rækker kom stormende frem, så der var tæt besat i gangene om imod scenen til ekstranumrene "Wish you were here" (hvor folk også fik sunget igennem) og "Comfortably Numb" - ultimativ luftguitar.

Det var bare total overgivelse - og vi har overhovedet ingen bekymringer over engang af fylde 60.... bare for fedt....

 

Klik for større billede

...og tryk "tilbage" i Browser for at se flere

 

 

Billeder er en blanding af egne samt

andres billeder, bla. fra Peter Stern og Berkhan Sezen

Har du et billede med, som du er krænket

over, at jeg bruger, så send en mail, 

og jeg fjerner det med det samme

 

Seneste opdatering: 22/03 2006

© COPYRIGHT 2006 ALL RIGHTS RESERVED LAURSENS.DK