Kitzbühel 2009

Anden gang at destinationen hed Skirast lidt uden for Kirchberg. Umiddelbart med én fællesnævner: De 2 besøg har i særklasse været de 2 skiture, hvor der har været mest sne. Selv om der allerede var meget, sneede det lørdag, søndag formiddag, mandag, tirsdag, fredag og igen lørdag. Specielt var tirsdag lidt vildt med 60-70 cm sne på et døgn og relativt dårlig sigtbarhed med skyer og tåge.

Området er også forandret en del siden sidst, vi boede der. 3S banen forbinder Kitzbühel, så man nu også kan komme hjem igen fra Pass Thurn. I Vestendorfområdet er der nu lavet lift til Choralpe, hvorfra man kan køre ned til Brixen til direkte forbindelse til det "gamle" SkiWelt Wilder Kaiser. Faktisk kan man uden problem tage liften i KI-West og løbe til Going og tilbage uden bus. Når sidste lift mellem KI-West og Pengelstein engang bliver lavet, er hele området faktisk perfekt sammenhængende med små 600 km at køre på.

Rejseformen (tog)

Endnu engang med Asger (Triptour) - og endnu DSB. Det er stadig den bedste rejseform, selv om der var en lille smule problemer undervejs. Da vil skulle skifte togfører i Tyskland, kom han for sent på arbejde pga. sne - så vi sad et helt tog og gloede. Hjemad brød det tyske lokomotiv sammen, så vi måtte have et nyt. Da vi senere fik et nyt lokomotiv i Danmark var det heller ikke helt i orden, så vi blev forsinket fordi vi simpelthen ikke kunne holde hastigheden. 

Til picnic hjem i toget med rødvin, flütes, ost, pølse og andet godt måtte vi også sidde og balancere. Bordet i kupeen kunne ikke slås op - eller rettere: Slog man det op, faldt det bare ud af holderen, så der var intet at fastholde det med ind imod væggen. Dårlig, dårlig vedligehold.

Det virker lidt som om toget i almindelighed er nedprioriteret, og det bliver altså et problem i længden, hvis man er nødt til til at acceptere, at det bare bliver en andenrangs løsning.

De øvrige gange hvor vi har brugt toget, har der i øvrigt været mindre busser fra jernbanestationen til de enkelte byer / hoteller. Denne gang havde Triptour arrangeret en stor bus, så alle kørte sammen. Lige i dette tilfælde var det faktisk en lidt irriterende løsning. Der var flere, som skulle have ændret liftkort, og da det tilsyneladende kun kunne gøres et sted, betød det, at bussen ventede i Westendorf, mens mange lavede det udleverede kort om. Det betød, at de af os, som skulle til Kirchberg faktisk kom til at bruge et par timer for at komme til hotel Skirast.

Indkvarteringen

Skirast igen. Som hotel lignede det sig selv. OK værelser. OK afslapningsafdeling, hvor sauna, dampbad og pool nu var udvidet med bla. jacuzzi og andre småting (mod ekstra betaling)

Den (næsten) nye lift, Pengelstein 1, ligger lige bag hotellet (50 meter op i terrænet) og har absolut ikke gjort hotellet mindre attraktivt. Der er stadigvæk et stykke vej (4 km) til supermarkeder og lignende i selve Kirchberg, men til og fra skiområdet er altså nu "lige uden for døren"

Til gengæld er mad standarden faldet en del siden sidst. Juice om morgenen var afmålt i glas, og i stedet for at have kander stående fremme til "et glas mere", måtte man pænt tigge om et mere (og flere gange var de udgået). Portionerne til aftensmaden var også noget mindre end sidst. Ikke specielt imponerende. Til gengæld dejligt at de fastholder, at selve spisesalen er røgfri. 

Skiområdet

Området er ved at udvikle sig til et at de største i Europa. I forhold til andre steder, hvor man lægger skiområder sammen, som reelt bliver bundet sammen af skibusser, har man rent faktisk gjort en god indsats for at lave området sammenhængende - og på nær den allerede nævnte manglende lift mellem Pengelstein og Ki-West virker det faktisk overraskende godt. Ikke mindst Choralpe kabinen i Westendorf er en super investering.

Generelt kan man sige, at hverken Kitzbühels egne alper, Westendorf området eller Skiwelt er specielt højtliggende. De højeste steder ligger omkring 2000 meter. Men med så fantastisk sne - og en perfekt frost på minus 10-15 grader - var det ganske enkelt perfekt at køre på.

I øvrigt har man nu lavet et decideret "Allstarcard". Det betyder, at man på samme kort kan køre i bla. Saalbach Hinterglem og Zell am Zee / Kaprun. Kommer man i knibe med sne og manglende frost, kan man altså i dag komme på gletcheren i Kaprun. Den ligger i 3000 meter, og er dermed rimeligt snesikker. Man skal dog ud at køre efter det.

Konklusion

En hvilken som helst skiferie er i bund og grund fuldstændig afhængig af sne. Generelt kan man vel sige, at en skiferie ikke kan blive perfekt uden sne - ligesom lidt halvtrist mad og et par "bumb" i selve transporten ikke kan ødelægge indtrykket af en fantastisk sne. Og selv om en enkelt dag havde halvdårligt skiføre med dårlig sigtbarhed på grund af massivt snefald og tåge/skyer i bjergene, må man bare sige, at sneen i sig selv gjorde turen til en rigtig god tur - specielt torsdagen med 70 cm prepareret sne og Kaiserwetter var måske den bedste skidag nogensinde. Det kunne næppe være mere perfekt end den dag.

Turen blev købt som resttur ved Triptour, og selv om den i forvejen var nedsat, fik undertegnede lov at købe turen til en person uden at betale ekstra for at være en person i dobbeltværelse. Det blev afgørende i stedet for at vælge et uspecificeret værelse med et andet bureau i Val Thorens. I øvrigt skal der også lyde ros til til den lokale guide. Faktisk brugte vi ham ikke, men han var rigtigt meget til stede og havde altid tid til en snak - det var rigtigt godt.


 

Klik for større billede

 

  Iglo hotel i Kitzbühel - ja, man kan leje værelser

 

   

Klik for større billede

 

   Fra området på vej mod Pass Thurn

 

Klik for større billede

 

   Åhh... Tirolergröstle... Så godt !

 

Klik for større billede

 

  Flot, selv om de første dage var skyet

 

Klik for slideshow

 

 Men SÅ kom solen - se slideshow!

 

Klik for slideshow

 

 Østrigst humer - slideshow

 

Klik for større billede

 

 Sol og SUPER sne .. men hvor tager vi hen du?

 

 

Seneste opdatering: 3/3 2009 (Nyt side)

© COPYRIGHT 2009 ALL RIGHTS RESERVED LAURSENS.DK