St. Johan i Pongau

Dette var vores første skitur overhovedet. Der var store forventninger, men også lidt spænding på: Kunne man overhovedet lære at balancere på sådan nogle brædder ?

OK - vi overlevede - og lysten blev i alt fald ikke mindre. Det er ganske enkelt en genial måde at holde ferie på !

Rejseformen (bus)

Billigt, lige til døren - men hamrende træls ! Det var ikke ligefrem en moderne sovebus, så der var for lidt plads i bredden, for bulede sæder - og ingen, der kunne finde ud af, om man skulle have det koldt eller varmt. Ingen søvn på vej nedad.

Indkvarteringen

Det var vores første tur på ski, så en prioritering var, at det skulle være så billigt som muligt, så vi lige kunne "prøve os frem". 

Med Peer Gynt var det muligt at lave en 7-dages tur (5 dage på ski) til 2195 kr - incl. halvpension og liftkort til Søren (+300 i tillæg til mig) - men så skulle man også bo i Schwartzack.

Byen lå 8 km. fra nærmeste lift (St.Johan), men der gik dog gratis skibus derind. Det var ikke det store problem, at man skulle med bussen - men naturligvis er man ikke helt uafhængig.

Hotellet var ældre og der var fælles bad i gangen (til 3 værelser). Maden var typisk østrigsk - god og rigelig 

Skiområdet

Sportswelt Amadé området var lækkert - ikke mindst for begyndere. Der var masser af gode røde pister at øve sig på, og det var fint sammenhængende - dog var der på vestsiden (Flachau) nogle steder, hvor man skulle i bus for at komme videre.

Der er ingen tvivl om, at det ville være nummer 1 at bo i Wagrain, som reelt udgør "midten" af området, men som debutant var det næsten ligegyldigt: Der var masser af udfordringer alligevel.

Konklusion

Hotellet og transporten var ikke det vilde luksus. Men området var godt, og den vildt lave pris gjorde, at det til dato er en af de skiture, hvor vi har fået mest for pengene.  

Der var ikke den store guidehjælp, men vi savnede det faktisk ikke.

 

 

   Erling fører sig frem

 

 

   Søren (i Birgittes skidragt)

 

 

Seneste opdatering: 26/2 2006 (Nye links)

© COPYRIGHT 2005 ALL RIGHTS RESERVED LAURSENS.DK