Egypten

Forventningens glæde.......

Der var utroligt mange ting, som vi gerne ville opleve i Egypten. Pyramiderne, Karnak, Abu Simpel, Kongernes grav osv. osv.

Det må siges, at der er en lille ulempe ved Egypten: Det er et rigtigt stort land. Det betød, at næsten lige meget hvilke oplevelser, som man ønskede, skulle man køre enormt langt efter det. Det betød i alt fald, at vi hurtigt konkluderede, at selv om der var en del ting, som vi ønskede at se, begrænsede vi os trods alt til en enkelt tur til Luxor - og konstaterede, at skulle man virkelig se hele Egypten, måtte man ganske enkelt besøge landet flere gange.

Da Jette samtidigt slæbte en influenza med derned, hvilket betød, at hun mere eller mindre lå i sengen i en uge, var det ligesom så som så med de vilde udskejelser. Det blev på grund af hendes sygdom derfor en noget anderledes ferie - men Søren og hans kæreste, Louise, hyggede sig vist meget godt.

Indkvartering

 (Shedwan Gold Hotel)

Det var et enormt stor hotel. Beliggenheden var helt ned til Det Røde Hav, og der var nogle store områder tilknyttet hotellet: Lagune, strande, grønne områder. Omgivelserne var faktisk dejlige og ret OK

På rejsebureauets hjemmeside fremgår det, at "Værelserne, især badeværelserne, kan forekomme slidte" - og det må man nok sige, at hotellet levede op til. Det har givetvis tidligere været lidt af et luxushotel, men vedligeholdelsesniveauet var altså ikke imponerende.

Madmæssigt var det traditionel hotelmad med et stort - men temmeligt kedeligt morgenbord, men aftensmaden bestod af buffet. Det var ikke dårlig aftensmad, men trods alt forholdsvis ensformigt - og meget præget af "turist-europæisk" mad. Bare de da ville lære at servere lidt spændende, traditionel mad ind imellem.

Vin var forholdsvis dyrt - og med undtagelse af selve nytårsaften var det faktisk kun lokal vin, der blev solgt. Vi prøvede (naturligvis) en flaske, men det var ikke lige vores smag. Til gengæld var de lokale øl billige - og rent faktisk i en god kvalitet.

Rejseledere og selskab

Det var ikke første gang med Falk Lauritzen, og det er da heller ikke nødvendigvis den sidste. De bruger Mærsk, hvilket vi synes er lidt bedre end Sterling. På hotellet så vi såmænd ikke så meget til dem - men vi opsøgte dem heller ikke så meget pga. Jettes sygdom.

Til gengæld var der netop på det punkt ingen slinger i valsen. Den hjælp de kunne give i form af anvisninger og dokumentation, var i orden.

Det eneste helt skæve var priserne på udflugter mv...  2 x dyk med leje af udstyr var 53 % dyrere end de andre rejseselskaber på hotellet (så Erling brugte et hollandsk) og helt galt gik det på de lange udflugter: 85 Euro for Luxor-turen - en tur der mage til kunne købes for 25 Euro inde i byen. Det er ganske enkelt en urimelig stor avance.

Rejsemålet i øvrigt

Huarghada består af 2 bydele, den nordlige (Downtown), hvor vi boede og Sekala, der ligger ca. 5 km syd for.

Downtown er den nyere bydel. Den bærer præg af, at der er bygget temmeligt meget nyt de senere år - men også af, at der ikke er ret meget gjort færdigt - kort sagt rodede det mange steder af h..... til.

Sekala var derimod noget mere struktureret og på plads. Selv om det jo i det store hele er de samme varer, der sælges i butikkerne i begge bydele, virkede Sekala langt mere renlig og hyggelig - og det var da også i den bydel, at McDonalds holdt til :-).

I Downtown havde man dog 2 specialiteter, som må siges at have en god underholdningsværdi. Her fandt vi et ganske lille akvarium, men alligevel må det siges, at til en entre på 2 kroner (incl. en kop te) er det absolut værd at besøge. En anden attraktion er de lokale beboeres eget marked. Her stod slagtere (?) og skindede og skar kød ud med en smøg i kæften. Kaniner lå i samme kasser som duer og ventede på at blive solgt til aftensmad. Kalvekroppe hang - med fluerne sværmende omkring - lige henover tomater og anden frugt. Umiddelbart ikke for sarte nerver, men rent faktisk meget anderledes og utroligt underholdende.

Det normale marked (basaren): Nå, ja... det ligner de fleste andre basarer i syden. T-shirts (af tvivlsomme kvaliteter), læder, foto og restauranter - og nogle lidt aggressive sælgere, som helst skulle have en lokket ind i deres butik og lukket døren.

Udflugter

Uanset at der er langt til alle de kendte udflugtssteder, må man sige, at der er en ting, som man har næsten lige uden for døren: Et af de bedste dykkesteder i verden. Der var en sigtbarhed op omkring 40-50 meter og der var masser af farvestrålende fisk, koraller osv.  Det var nogle helt fantastiske dyk, og det kan absolut kun anbefales.

Som nævnt ovenfor valgte vi kun at tage en udflugt. Vi droppede de lokale udflugter, og valgte at rejse med det danske rejseselskab fordi Jette gerne ville have dansk guide - og opdagede i bussen, at guiderne ved de store seværdigheder lovbestemt kun må være indfødte egyptere med en høj uddannelse indenfor historie. Det kostede lige 60 Euro ekstra PR. SNUDE !! Eftersom alle turister eskorteres gennem ørkenen i en stor kortege anført  og afsluttet af militæret, var forskellen på de lokales ture og rejseselskabets ture faktisk mest, hvilket nummer man havde i køen. Det må vist siges at nærme sig bondefangeri.

Dog skal det gerne indrømmes, at det var en enormt god tur. Vores guide sov det meste af turen mod Luxor - i en grad, så vi tvivlede på, at han kunne levere varen. Men da vi først var på destinationerne, viste han sig at være rigtigt god - både med en enorm baggrundsviden om tingene, og tilsyneladende også med en ægte interesse om at fortælle.

Første stop var Karnak templet, som i sig selv er meget flot - men som blev endnu mere interessant pga. guidens kendskab til tingene. Herefter gik turen ned til Nilen, hvor vi spiste frokost og sejlede over floden, mens bussen kørte en anden vej rundt, så den afhentede os på modsatte bred.

Herefter forbi Memnon kolosserne (18 meter høje), som mere eller mindre vogter for Kongernes Dal. I kongernes dal var der 10 grave åbne (man skifter lidt rundt imellem hvilke, for at undgå alt for meget slid fra turisterne), og adgangsbilletten gav adgang til 3 af disse, valgfri hvilke. Klart den flotteste var Rhamses den 6. grav. Det er faktisk imponerende, hvor velbevaret den er - ikke mindst vægtegningerne (hieroglyfferne). De var helt sikkert ikke baseret på Gori !

Det var en rigtig god tur, der klart kan anbefales, selv om køreturen var lang - men tag med et af de lokale selskaber - rejseselskabernes pris var rent åger ! 


 

 

Klik for større billede

   Udsigt fra vores terrasse på Shedwan Golden Beach

 

Klik for større billede

  Den flotte lokale moske i Hurghada

 

Klik for større billede

   Erling i Det Røde Hav (som var blåt og flot)

 

Klik for større billede

   Fra det lokale marked i Hurghada

 

Klik for større billede

   Karnak templet fra bagsiden - imponerende

 

Klik for større billede

   Luxor templet fra Nilens modsatte bred

 

Klik for større billede

   Memnon-kolosserne bevogter Kongernes Dal

 

Klik for større billede

   Jette ... på McDonalds!!

 

Seneste opdatering: 23/11 2006 (Nye links)

© COPYRIGHT 2006 ALL RIGHTS RESERVED LAURSENS.DK