Tyrkiet.. igen

Ja, landet var jo besøgt tidligere, og dengang tog vi blandt andet en to-dages tur rundt i landet. Denne gang var ideen alene daseferie.

Lisbeth og Carsten havde hørt, at man kunne spare en del ved at rejse fra Hamborg i stedet for Danmark - hvilket absolut var velkendt :-)

Aftalen var derfor, at hvis Erling gad købe rejse, ville familien Chistoffersen gerne med. Ca. pris blev oplyst, og så var det bare at lede. I forhold til prisniveauet i Tyrkiet var beløbet dog så højt, at der var masser af muligheder.

Som rejsearrangør synes Erling, af det vigtigste nok var, at maden var god (Listbeth og Carsten ville gerne prøve all inclusive) - og det var da også den direkte årsag til, at Oleander blev valgt: Et 5 stjernet hotel beliggende ved Side - og med en forbrugeranmeldelse på maden på 5,2 ud af 6 mulige. Og et eller andet sted blev dase ferien måske egentligt konverteret til æde ferie: Det var helt vildt, hvad der var af mad (Og, nåh, ja... Lisbeth skulle naturligvis blære sig og smed 2 kg på ferien - helt urimeligt)

Indkvarteringen

(Oleander)

Hotellet lå lige ved egen strand. Fra de fleste værelser skulle man ud, og igennem hotellets have, hvor man også kom forbi de forskellige swimmingpools. Der var liggestole i haven, og folk, der ikke gad ligge ved stranden, kunne så dase der i stedet.

Ved stranden var der ikke parasoller, men i stedet nogle permanente solskærme i rækker. Det fungerede nu meget godt, og da Carsten typisk stod tidligt op og svømmede en tur, reserverede han stort set hver dag stole til os i anden række, som nok var den bedste placering med helt frit valg mellem sol og skygge.

I forhold til mange af de andre hoteller i området var Oleander faktisk ikke så stort - men det var da stort nok til et næsten nyt og meget indbydende fittness og massagerum i kælderen, 3 bowlingbaner, 2 A la Carte restauranter ud over den almindelige, lidt butikker og andet. Det var faktisk meget lækkert.

Maden... var et kapitel for sig. Efter flere gange at have prøvet all inclusive, må man bare bøje sig: Ingen af dem har været i nærheden af Oleanders klasse.

I A la Carte restauranterne havde man specialiseret sig hhv i fisk og i "almindelige" kødretter. Typisk kunne man få 3-5 retter mad efter eget valg - men fin servering.

I hovedrestauranten var det tag selv bord - men til gengæld var der ALT .. virkeligt i ordets bedste betydning. Indenfor var der salatanretning og diverse wokkede kødretter. Ofte var der fisk - det kunne være hele laks, store pil-selv- rejer og andre lækre ting. Udenfor ryddede tjenerne en stor del af flisearealet ved poolen - og så blev der sat grill frem. Typisk blev der grillet på 10-12 steder hver dag: Oksekød, svinekød, lam, kylling, fisk, kalkun, kebab osv. osv - der blev lavet isbomber til dessert - der var altid lidt fast food (spaghetti, pizza osv. til barnlige sjæle og folk med smag :-) - der var simpelthen masser at spise - og det var helt kanon.

Allerede dag 2 bemærkede Carsten ved morgenmaden, at der ikke var en eneste bager i Randers, der havde større udvalg af brød end Oleander.

Ved middagstid blev der sat salat frem i strandbaren - og naturligvis wokket diverse retter dernede, så man kunne spise varm mad til middag - nåh, ja - foruden burgere og 5 forskellige slags pizza, som var suverænt gode.

Der var nok almindelig enighed om, at de 5,2 gennemsnitlige point ikke var for højt - snarere tvært imod. Carsten fortalte, at han aldrig spiste det mest traditionelle mad, når han var ude - han ville hellere prøve at smage alt det specielle - og han så nærmest ulykkelig ud, da han konstaterede, at det kunne han ikke nå.

Rejseledere og selskab

Vi rejste med 12-fly. (JA - det skal siges på tysk). Det var vanlig tysk standard med lidt let mad inkluderet i flyet, og det fungerede egentlig også med vanlig præcision.

Eneste minus var dog, at det store familieværelse, som vi havde bestilt til Lisbeth og Carsten ikke var ledigt. Det er utroligt ringe. De fik så 2 dobbeltværelser de første 3 dage, og det var da en fornuftig løsning - men det var altså hverken det, de ville have - eller det, de havde bestilt. Til gengæld var familieværelset næsten en lejlighed. 2 værelser med dør imellem og med eget badeværelse til begge rum. Stort og praktisk

Rejsemålet i øvrigt

Side by er ikke så stor, og meget af bebyggelsen er forholdsvist lav - så selv om det er en turistby, virker den knapt så "hotelagtigt" som f.eks. Alanya. Alle de store hoteller ligger på sydsiden - fra 2 til 5 km fra Side. Og det vrimler med 4 og 5 stjerner. 

Det ses også på strandene: Brede, pæne og ryddede. Der blev generelt gjort rigtigt meget i at holde det hele rent. Det var derfor lidt af en oplevelse at gå til Side, og komme igennem deres egen offentlige badestrand - hold da op, der var fyldt (se billeder ovenfor)

I Side er et gammelt romersk teater, som faktisk stadig brugestil teater og festspil. Ellers er der lidt gamle ruiner nede bag havnen - og så ellers ikke meget mere til turisterne. Til gengæld er byen langt mindre stressende og sælgerne mindre agressive, end vi har oplevet mange steder.

I Kumkoy er der ikke så meget andet end butikker, men det er ikke meget anderledes en så mange andre turistbyer. Og der var da et flot apotek med sydlandske priser - så der er indkøbt hovedpinetabletter til flere års forbrug.

Udflugter

Ud over gå - og køreture til Side lavede vi ikke specielt meget.

Dog lavede vi en lille en-dags tur til Alanya, som Lisbeth og Carsten jo ikke havde besøgt. Vi lejede en taxa for en hel dag, og lod Hassan transportere os rundt til hhv. drypstenshulen, piratborgen, lystbådehavnen, hvorefter vi lod ham blive på den restauration, vi havde spist til middag i, mens vi tog på det store marked i Alanya.

Egentligt startede det mærkeligt: Efter besøget i drypstenhulen skulle pigerne lige i butik, så Erling gik ned for at tage en behagelig og svalende dukkert fra Kleopatrastranden.Det første han stødte imod var en flok folk, der slæbte en druknet person op. Efter 20 minutter var der stadig 20 mand omkring ham, men de havde endnu ikke fået vand ud af ham.

Ellers må det vel konstateres, at det var en god lille tur. Det var rigtigt varmt, men det kunne da heldigvis afhjælpes med lidt øl og sodavand - så alle overlevede

 

 

 

Klik for slideshow fra hotellet og maden

Hotel Oleander - godt hotel - fantastisk mad

 

Klik for slideshow for tur til Side - uden Christoffersens

Den offentlige badestrand i  Side

 

Klik for større billede
Solnedgang ved stranden ud for Oleander

 

Klik for større billede
Lige efter solnedgang - superflot

 

Klik for slideshow for Side tur med Christoffersens

Familien Christoffersen i ruiner

 

Klik for slideshow - tur til Alana

  Piratborgen i Alanya - set fra Kleopatrastranden

 

Klik for større billede

Torben Bille til aftensmad? 

 

Klik for større billede

Jo,jo.. de er seje

 

Klik for større billede

Og hvad var det lige, de solgte?

 

Seneste opdatering: 15/02 2009 (Side færdiggjort)

© COPYRIGHT 2009 ALL RIGHTS RESERVED LAURSENS.DK